Peter Høeg skabte sin succesroman Frøken Smilas fornemmelse for Sne, der lærte os udenforstående noget om de mange måder, man kan opfatte sne på og hvad det betyder for livets opretholdelse. Harely Brix har på tilsvarende vis gennem sine rejser til arktiske egne forsøgt at forstå de billeder naturen skaber disse steder og omsætte dem til maleri. Brix har rejst i Nordnorge, Færøerne, Svalbard, Grønland og Antarktis (med udgangspunkt i Argentina) og langsomt ladet sig suge dybere og dybere ind i farverne, landskabets former og naturens spil. Ud af de mange rejser og indtryk har der efterhånden udkrystalliseret sig en række særlige malerier, der ikke ligner nogen anden dansk kunstners. Fra den 8. november til den 30. december viser Randers Kunstmuseum en række af hans nyere værker, der afrunder de sidste 5 års arbejde.

Oplevelsens billeder

Nar Hardy Brix rejser ud medbringer han ud over et fotoapparat en række mindre stykker akvarelpapir og akvarelfarver. Han sætter sig på skibsdækket eller på et klippestykke og laver nogle hurtige skitser af det umiddelbare indtryk. Ikke sjældent blander naturen sig i hans arbejde, idet vinden, kulden eller væden (regn eller sne) får en direkte indflydelse på akvarellen. Vandet kan sætte sig som pletter, kulden kan få farverne til at brække og blive til krystaller på papiret og vinden kan sende penslen på en

Hurtig dans over papiret. I sommeren 2001 viste Hardy Brix et stort og flot udvalg af disse akvareller på udstillingen Fra Nord til Syd på Museumscenter Aars. Rejsen, indtrykket, fotos og akvarellen er Indgangen til maleriet, men de er ikke direkte forarbejder til de færdige billeder. Hver rejse skal først sætte sig, synke ind igennem bevidsthedens trang til orden og logiske udtryk og forene sig med erfaringen og den fabulerende trang. Der kan gå flere år før oliemalerierne langsomt og gennem en lang arbejdsproces vokser frent på lærredet. Hardy Brix er ikke en hurtig maler, han må arbejde sig i dybden med hvert lærred, og malerierne kan tage op til et år før de er færdige, og han kan slippe dem. Han arbejder med flere lærreder samtidig og den enkelte farve kan følge med fra det ene til det næste maleri, hvorved der danner sig en slags serier.

Det enkelte maleri består igen af 10 til 16 lag af farve på farve, der forener sig i en slags irreversibelt udtryk. Med det menes, at farverne binder sig til hananden på en måde, der gør dem uadskillelige og der vokser et spektrum af sære urene farver frem, der ikke har navne eller numre. De repræsenterer for Hardy Brix de farveoplevelser naturen har vist ham i det enkelte landskab. Det overraskende er (for den der ikke har oplevet polarnaturen), at glitrende hvid eller klar himmelblå optræder så sjældent. Naturen og vejret har sin egen evne til at lade farverne gilde sammen så der opstår strukturer og flader med et særligt form- og farvesprog.

Faktisk er oplevelserne og perspektivet på en måde så overvældende, så uendeligt, at de malerier der år senere vokser frem på kunstnerens lærreder på en måde er billeder på noget der ikke kan ses eller udtrykkes. De 'rigtige' billeder er på en måde uden for rammen, og det vi oplever er deres refleksion.

Arktisk følelsesløshed eller skønhed

Man kan som bekendt opleve verden meget forskelligt. En pige fra 6. klasse i skolen i Longyearbyen på Svalbard skildrer (Samvirke november 2001) sin afsky for stedet på denne måde: "Stakkels dem, som elsker det kolde, følelsesløse landskab.." pigen vil hellere være sydpå, hvor man kan mærke varmen, hun kan ikke leve midt i Fimbulvinteren. Omvendt for Hardy Brix, han søger ud til disse landskaber, som er den yderste grænse for menneskelig livsmulighed, for netop at mærke kulden og opleve dette 'følelscsløse'landiskab, der er fyldt med de særeste farvenuancer. Landskaber der ustandseligt bearbejdes af vejret og naturen på en måde, der gør dem omskiftelige i en grad, man vanskeligt kan fatte direkte. Hele tiden forandres lyset og dets genspejling i vand, is og sne, så der opstår flader og strukturer 1 landskabet, der forsvinder igen og bliver til nye perceprionelle udfordringer. De enonne landskaber er uden for kontrol, uden for godt og ondt, uden for civilisation og kultur, og det er det, der trækker Hardy Brix og tvinger ham til forsøge at skildre disse kræfter i maleriet. I Susanne Brøggers gendigtning af Vølvens Spådom,Aschehoug-Brøndum `94, hedder det om begyndelsen: "Den morgen verden vågneå/af urtids intet ... jorden fandtes ikkehimlen fandtes ikke ... gab og gold totrehed, intet græs." Den dag kan man stadig opleve netop i de arktiske landskaber. Vølven siger et sted: "Elven fosser østfra/gennem isdal .... Slid er dens navn " Det fortæller enkelt om de enorme krætter, der er på spil og som fungerer uden for tiden. I denne verden er det som om tiden på en måde ophører med at være til, nat og dag glider over i hinanden og lader sig ikke skille.

De første mange år Hardy Brix fortalte sin abstrakte tolkning af det arktiske landskab var der en umådelig tyngde til stede og snefoget var uigennemtrængelig i sin grålighed. Det var overvældende, men også skræmmende. De sidste par års maleri hu fået en anden lettere karakter. I nogle af malerierne træder landskabet nu næsten tydeligt frem med horisont og lagdelinger Farveskalaen er blevet udvidet med mere lyse og sarte nuancer, man fornemmer, at Brix - som Manet i sin have - ustandselig forsøger at skildre lyset som en uendelig variation af farver, der smelter sammen med naturens udtryk. Hos Manet var det vandet og blomstervældet. Hos Brix er det isen, sneen og klippernes mangefarvede goldhed, der reflekterer forskellige slags grøn, blå, brun, sort, hvid og gylden - som man ser det fuldt udfoldet i det store (220 x 375) tre-delte maleri'Grønland' fra 2001

Det maleri Bror viser er en form for fusionsmaleri - han er abstrakt ekspressionist af kunstnerisk oprindelse, men mødet med de umådelige landskaber har tilføjet en impressionistisk vinkel til maleriet. Og denne vinkel, eller tolkning, synes at vinde mere og mere fodfæste i disse år. Det dramatisk ophøjede eller knugende bliver også til det lyriske legende lette som i de to malerier også fra 2001 med de anonyme titler'Antarktisk.' 1 det ene (side 4 nederst) spiller det blå, og i det andet det grønne, som to forskellige stykker sfærisk musik, hver deres melodi eller rytme. Her er vi uden for tid og sted, vi er midt i farvernes frie udfoldelse, og man kan kun 'synge' med eller blindes og bindes uden evne til at forstå (som pigen på Svalbard).

På den måde ligner Brix Per Kirkeby med hans geomorfologiske billedverden. Det var især tydeligt midt i 1990'erne, hvor en stærk strukturel opdeling var tydelig. Brix har efterhånden taget et andet og vigtigt skridt og er også blevet forenet med Monets evige søgen efter selve lyset i billedet - efter at gøre lysets virkninger til rent maleri. Brix har i stigende omfang opløst de faste strukturer, der Kunne minde om jordlagenes opdeling og forskydning, i stedet er der blevet en frie billedfortælling, hvor farverne bliver til en ny visuel sproglighed, der flyder lettere med en højere grad af transparens, hvorved der opstår en ny form for oplevelse af dybde direkte i maleriets flade.