Af Trine Rytter Andersen

Denne tekst er en meditation over og en perspektivering af billedkunstner Hardy Brix’ eksperimenterende kunstneriske arbejde, der i årtier har taget afsæt i tilstedeværelse i og iagttagelse af naturen. Ved at forfølge sin intuition har Hardy Brix gennem sin kunstneriske grundforskning i og med naturen, og uden at vide det og næsten ubemærket, gjort sig til en pioner blandt kunstnere inden for den gren i kunstfeltet, som vi i dag kalder Ny Materialismen.

Hardy Brix 1951 er uddannet ved Aarhus Kunstakademi (1977 – 82) i en tid, hvor bemestringen af det klassiske kunstfaglige håndværk stadigvæk var afgørende. Studiet af såvel den menneskelige fysiognomi som dyrekroppenes anatomi og form var i højsædet. Nature Morte-studier i atelieret var lige så vigtige som det at opsøge landskaber og naturfænomener udendørs. Kunsten var med andre ord dengang stadig dybt forankret i ideen om, at fordybelse i disse discipliner og fokuspunkter udgjorde det væsentlige i den kunstneriske dannelse. Kunsten var endnu forankret i naturen som materialitet og som motiv. Fri for den foragt for naturen og ”det gammeldags”, som efterfølgende generationer af kunststuderende der blev marinerede i kunstighed og postmodernisme, har måttet kæmpe sig fri af, hvis deres hjerter venligt vedblev at viske til dem, at naturen aldrig mister sin betydning.

Med fast base i Aarhus har Hardy Brix siden sin afgang fra kunstakademiet, fastholdt og udviklet de fagdyder, han blev udstyret med på uddannelsen. Sammen med andre kunstnere, som han er væsensbeslægtet med, har han ansøgt og fået, arbejdsophold på kunstner-residenser i det meste af Skandinavien og Danmark. Konstant har han været på udkig efter steder, hvor naturen og landskabets beskaffenheder tilfredsstiller hans nysgerrighed og behov for at se og udforske det, som øjnene og sanserne opfatter og lytte til det, som naturen fortæller ham.

Mens vi unge efterfølgere gik på kunstakademiet, i 90’erne og 0’erne, hvor du blev hånet og latterliggjort, hvis du vovede at sige at ”naturen talte til dig”, gik Hardy Brix stilfærdigt, vågent og nøgternt, den vej han var blevet optaget af i akademitiden, og som havde udviklet hans evne til at hengive sig til studiet af naturen. Med sin forkærlighed for det nordatlantiske og ikke mindst det arktiske, har han lært sig at ”rejse let”, hvilket betyder, at han ofte udtrykker sig med pen, blyant, pensel og akvarelfarver og med pigmenter i direkte kontakt med forskellige naturmaterialer, der på forunderlig vis inddrages direkte i skabelsesprocessen.

At skabe nærhed mellem medium og motiv – at der er bevidsthed om elementerne ild, jord, luft og vands grundlæggende betydning, ligger i naturebevidsthedens DNA. Kunstnere som Hardy Brix raffinerer og justerer konstant deres lydhørhed overfor det umiddelbare. Tag for eksempel hans kærlighed til akvarellen, hvor vand, luft, pigment (jord) og varme (ild) spiller afgørende sammen i skabelsesprocessen, og hvor han må opøve sin flair for at udnytte det tilfældige og overraskende, som opstår når de forskellige elementer mødes på billedfladen. Vandet sætter processen i gang, idet

 gør papiret blødt og farven flydende. Luften tørre det, så motivet aflejres på papiret. At forstå at det, der sker på akvarelpapiret i sig selv er natur, er helt afgørende for, hvorvidt naturen selv får lov til at komme til udtryk – kunstneren må opgive kontrollen og lade være med at tvinge motivet frem. Han skal kun facilitere processen og tillade naturen ordet undervejs. Denne flair udvikles gennem iagttagelse af naturen ned i mindste detalje og i evnen til at se det store billede i det mindste og det mindste i det største.

Foran mig på skrivebordet har jeg en fotografisk reproduktion af ”SORTENDE JULI GLAICIER  790726N - 114954E. Det ligner en udsnit af månens overflade, det minder om mikroskopieret væv i en levende krop. På samme tid mineralsk og kødeligt. Det er et papirværk skabt på den pågældende arktiske position i oktober måned 2015, da Hardy Brix sammen med 27 kunstnere og forskere fra 14 forskellige lande, deltog i en ekspedition ved Svalbard med den tremastede barcantine Antigva.

På det overforstående billede se jeg Hardy Brix iført isolerende overtøj tilpasset ekstreme kuldegrader, knælende i sneen, i færd med at tilføre en isblok, som ligger på et stort ark papir, blå farvepigment. Senere har isen fået ild og nedsmeltningen på arket har afsat det i fænomenologisk forstand helt konkrete ”blueprint” af naturen, som nu udgør selve værket.

I en årrække har jeg været optaget af, hvordan den såkaldte Nymaterialisme har vundet mere og mere indpas på samtidskunstscenen. Særligt de unge har annammet dens mere helhedsorienterede program, som omfavner den overbevisning, at alt materiale i denne verden, har agens og dermed ånd. Nymaterialismens dagsorden er at gøre op med det antropocentriske verdensbillede, som i vores vestlige kultur i århundrede, har leveret legitimitet til, at man(d) på grund af hans store hjerne og ånd, har haft uhindret ret til at beherske og regere over naturen og alle dens ressourcer og umælende åndløse arter. Nymaterialismen retter sig imod det antropomorfe: at overskride den grænse mellem menneske og natur og materie og ånd, som hidtil har hersket.

Som kunstner og naturmenneske med et holistisk verdenssyn, hilser jeg naturligvis Nymaterialismen velkommen. I den antropocæne – eller bedre den kapitalocene tidsalder, som vi modvilligt er ved at begribe, at vi lever i, er det i mine øjne helt afgørende, at bruge naturressourcer og forholde os til den levende verden, der omgiver os, på en langt mere bevidstgjort og hensynsfuld facon. Det er min erfaring, at den kunstner, der specialiserer sig i at iagttage naturfænomener og manipulere naturmaterialer, gennem selve dette arbejde i højere og højere grad, gør sig til fødselshjælper for at naturen i processen kan afsætte sit helt eget aftryk i værket. Netop på den måde bringer Hardy Brix sig selv i overensstemmelse med den materiale- og naturforståelse, som Nymaterialismen tilbyder.

Gennem årene har han forfinet sit nærvær, sin iagttagelsesevne og sin lydhørhed i en grad, som konstant udvider mulighedsrummet, hvori naturen får en aktiv medskabende rolle i billeddannelsen. Når naturen taler, taler den om sig selv – skaber sig selv i sit eget billede. At betragte Hardy Brix’ kunst kan være en overrumplende oplevelse, fordi naturen selv ser tilbage på dig. Det er en mystisk erfaring: hemmelighedsfuld på den ene side og total nøgtern på den anden side. Denne særegne kvalitet – denne emergente anden stemme: naturen der taler, bibringer værkerne sublim skønhed.

Hardy Brix fremhæver med taknemmelighed, sin gamle lærer maleren Bjarne Nielsen (fødsel og død), for hans direkte og altid spontane tilgang til kunsten, for hans kærlighed til naturen og for det nærvær hans undervisning altid var rettet imod. ”Naturens farver er farvens natur”, sagde han og det citats ekko har altid resonans i Hardy Brix’ bevidsthed. For akkurat på samme måde er naturens natur naturen selv, og netop det fortæller mange af de eksperimenterende og forunderlige værker, som Hardy Brix har gjort sig så store anstrengelser for at kunne tilvejebringe.

I eksistensfilosofien har man siden oplysningstiden været optaget af menneskets første og anden natur. Den første natur er den uhildede rå og arkaiske natur-natur, som vi fødes ind i. Den anden natur er den kultur-natur, vi tilegner os gennem dannelse og tænkning. I århundrede har den anden natur været genstand for ophøjelse på bekostning af den første natur. Det hænger sammen med Kristendommens dæmonisering af den første natur som noget mørkt, voldeligt og forræderisk – ”djævelsk” om du vil. Den anden natur derimod, var ophøjet, forfinet og dannet – ”guddommelig” i sin mest raffinerede form.

I dag forstår vi disse ting på en meget mere nuanceret facon, og gennem psykologien har vi fundet ud af, at den første natur ikke kun er ”ond”. Vi har også opdaget at den civiliserede anden natur kan være et tyndt lag fernis ovenpå den korrumperede, som misbruger sin såkaldte dannelse til at manipulere sig til magt. Alligevel lever denne hierarkisering mellem den første og anden natur mange steder i bedste velgående og det er blandt andet en af årsagerne til, at vi i vores moderne verden har bevæget os så uendeligt langt væk fra kontakten med naturen som sådan.

Den foragt for det kvindelige (som det nærende, livgivende, omsorgsfulde, åbne), som er indlejret i den patriarkalske psykologi, spejles direkte ind i foragten for Moder Jord, og det er grunden til at man(d) i århundrede har haft retten til at eje og betvinge såvel de kvinder som den jord, han kunne skaffe sig adgang til. På den helt store globale klinge er det også grunden til, at industrien ufortrødent fortsætter med at ødelægge naturen, selv nu hvor klimaforandringer truer med at slå igen med endnu større ulykker, end dem vi hidtil selv har været i stand til at skabe med vores grænseløse forurening af luften, jorden og vandet og vores ustoppelige sult efter råstoffer og penge på bekostning af alle de andre arter.

Du spørger måske, hvorfor jeg skriver mig ud af denne tangent? Det hænger sammen med at Nymaterialismens mål også er at pege på, hvordan vores handlinger i verden har konsekvens, at de ting vi skaber har agens i verden, og at gøre opmærksom på, at vi ikke er adskilte fra den levende omverden. Den bringer også den erkendelse, at når vi lever i en ødelagt natur, må vi leve med ødelagte kroppe. Mange mennesker forstår slet ikke den sammenhæng og derfor tror de på, at teknologien vil redde os. Dette er en illusion, blandt andet fordi den faldende biodiversitet i vores ydre verden, skaber en tilsvarende mangel på biodiversitet i vores indre verden: I vores tarmflora, hvor der er behov for stor artsrigdom for at vi kan trives. Naturen er inde i os og uden for os. Vi er natur.

Kunsten har den suveræne fordel, at den kan give den abstrakte tænkning, filosofien og forskningen krop og form på en sådan måde, at det bliver tydeligere for beskueren, hvad der er på færde. Der har aldrig været så stort et behov for kunst som i denne klimakatastrofiske tid, hvor menneskene må besinde sig, lære sig helt nye (eller glemte) færdigheder, for at træde ind i en anden mere ydmyg og nænsom væren i verden – Vi må bygge bro mellem den første og den anden natur, hvis vi vil leve i større harmoni med den levende omverden. Kunsten er en art visuel og sanselig ’tænkemaskine’ – et porøst filosofisk rum, som vi kan træde ind i med hele kroppens sanseapparat. Sådan en kunst skaber Hady Brix ved hjælp af uhildet nysgerrighed, sansende nærvær og naturmaterialer. I dag med en erfaring, som det har taget årtier at opbygge, er han i stand til at invitere naturen ind i værket med en kraftfuld, nøgen og vibrerende skønhed, som er i særklasse de steder, hvor beskueren aner, at hun står ansigt til ansigt med naturen selv.

Billederne ligner fragmenter af fotografiske fremkaldelser af naturen, de ligner abstrakte malerier, som ingen kunstner kunne male med sådan en ”naturlighed”. Billederne udstråler den reneste form for bevidsthed – det emergente som en arkaisk visdom, filtreret gennem kunstnerens faciliterende tilstedeværelse i skabelsesprocessen. Værkerne taler om tyngdekraft, fraktaler, organiske mønstre, amorfe figurer, mineraler, stjerner og støv, planter og insekter, landskab og hav.

Værkerne er natur og de vil naturen.

De taler om og med og i kraft af naturen.

Naturens natur er natur.